Anmeldelse i Weekendavisen den 23. september 2005.
Trøst og tørst. Anne Marie Løn skriver med solidaritet om de underprivilegerede fuskere og drukkenbolte.
Intet at skjule, intet at fremhæve
Sidste lørdag spiste jeg brunch med min kone på Café Europa i hjertet af København. Så shoppede vi nye designerbriller og en efterårsjakke, inden vi tog hjem til vores velfærdsghetto på Frederiksberg. Her satte jeg mig så til rette med Anne Marie Løns nye roman, hvor jeg på side 102 læser om en vognfuld studenter, der skal aflægge besøg på Solsortevej. Det er netop den vej, jeg bor på i virkelighedens verden (bortset fra at den altså hedder Solsortvej uden e), men her hører al kontakt mellem romanen og mit liv så også op, hvilket er meget passende, fordi Anne Marie Løn henlægger en af romanens nøglesituationer til netop denne frederiksbergske villavej, hvor den sociale demarkationslinie bliver overskredet. Den foregår på denne måde:
Birna er Vernas datter. Som den eneste i en søskendeflok på fire, lykkes det hende at bryde ud af det morens stigmatiserende miljø blandt fuskere og drukkenbolte. Hendes lærer på skolen på Nørrebro, fru Feldballe, introducerer hendes for sin datter, Anne Mette, der er syg og har brug for en veninde. Da pigerne flere år senere bliver studenter, tilbyder fru Feldballe at Birna og hendes familie kan være med til at fejre dagen på Frederiksberg med pindemadder og jordbær, når klassen kører rundt i studentervognen. Mens Birnas søskende siger at det er strengt at hun ikke vil være sin barndomsgade og sit barndomshjem bekendt, mener hun selv, at hun kan spare sin mor for udgifter og postyr. Og så slår Verna selv til med en kommentar, der rammer romanens pointe ind: ”Det er i orden med mig, jeg har ikke noget at skjule og ikke noget at fremhæve”.
Hvem er så denne Verna, som har slidt sig selv op bag disken i vandingshullet ”Serafia”? Med hendes egne ord tror hun hverken på Gud eller Fanden, kun på Frelsens Hær, for de er de eneste, der nogensinde har hjulpet hende i nøden. Den eneste form for næstekærlighed hun har mødt i sit liv, var julepakkerne med flæskesteg og bolsjer til børnene. Og børn har hun nok af, fire styks med tre forskellige mænd, som alle er defileret ind og ud af ”Serafia” og hendes liv. Med juristen Birna som den lysende undtagelse, har børnene hutlet sig igennem og set mere end rigeligt til både værtshuse og fængselsceller indefra. Nu synger den krævende, koleriske og karismatiske Verna snart på sidste vers i den lille lejlighed på Rughavevej. Hun kan stadig slæbe sig ned til stambordet på den lokale, men hvis ikke det var for Palle, ville Verna være fortabt.
Palle er mors dreng. Den arbejdsløse og lige lovlig luvslidte lejetjener har ikke andet at tage sig til, end at pendle mellem sin egen lejlighed på Nørrebro og Vernas tilholdssteder i Valby. Med en rå og upoleret solidaritet hanker han op i hende det bedste han kan, muger ud i affaldsbunkerne, holder sammen på den splittede familie, steger hakkebøffer med bløde løg til stambordet og henter en kold linieakvavit. Måske er hans omsorg lidt kejtet, men den er oprigtig, også selvom Verna på ingen måde fortjener den.
Romanen har titel efter det værtshus, hvor Verna har knappet øller op i årevis. Men hvad betyder Serafia egentlig? Verna selv siger, at det er der ”eddermame ikke nogen øl, der har heddet i min tid”. Birna, den kloge datter, oplyser, at en seraf er et englelignende væsen med seks vinger. ”Seks vinger! Hvad fanden skulle de bruge så mange til”, vil Verna vide. Birna mener, at de måske skulle skjule noget, mens Palle har hørt, at ”det var noget med at de bredte vingerne ud for at beskytte Herrens trone mod beskuerne.”. Birna – som åbenbart har undersøgt sagen i mellemtiden – siger, at en seraf er en tjener eller hjælper for Vorherre, og nu begynder det at give mening for Verna, der ellers har holdt på, at det hele ville være meget nemmere, hvis en Seraf bare var en øl. Til latter for selskabet konstaterer hun: ”Hvis det er en der trøster dem, der har brug for trøst så har jeg da nærmest været en seraf.”
Nej, du har ej, Verna, for som bryggerierne engang sagde i deres reklamer: Øl er til tørst, ikke til trøst. Hvis Birna har ret i at vingerne skal skjule noget, er Verna i hvert fald ikke en seraf, da hun som bekendt hverken har noget at skjule eller noget at fremhæve. Og hvis en seraf er en tjener, passer det bedre til den tjenstvillige Palle. Spørgsmålet er så bare, hvem serafen gør en tjeneste på bogens sidste side, hvor dagslyset forsvinder og Palle lægger sin brændende kind mod Vernas, der er kold som is.
Jeg læste ”Serafia” på netop den vej, hvor Verna og Palle for en kort stund overskrider den sociale demarkationslinie. Vi sidder ikke på morgenværtshus her i kvarteret, vi tager til byen og drikker vores latte på Café Europa. Alligevel gemmer der sig familiære dramaer bag hvert eneste raftehegn, men ikke nødvendigvis nogen seksvingede serafer ved navn Palle. Anne Marie Løns topografiske københavnerroman om fuskere og drukkenbolte imponerer med en intens varme midt i al den kuldslåede trøstesløshed, skrevet om menneskelig medlidenhed med kunstnerisk solidaritet.
Anne Marie Løn: Serafia. 312 sider, 299 kroner. Roman. Lindhardt & Ringhof.