Kommentar i Weekendavisen den 30. september 2005
Kongens fald. Brian Mikkelsen retter sin kanon mod muslimerne. Det får hans egne smagsdommere til at true med at gå fra kanonprojektet.
Brian Mikkelsen er ikke længere kulturminister, men en bugtalerdukke på Pia Kjærsgaards skød (han sidder på det højre lår, statsministeren sidder på det venstre og taler om social lighed). På De Konservatives landsmøde i sidste weekend åbnede Brian Mikkelsen det, han kalder 2. halvleg af det borgerlige opgør med de kulturradikale, ved at erklære islam krig. Det fik flere eksperter og smagsdommere fra udvalgene bag de nationale kulturkanoner til at sige fra og truet med at forlade fagudvalgene. Hvis det skal være på den måde, skal ministeren ikke regne med os, sagde de. Det kunne umiddelbart ligne civil courage. Men undskyld, jeg spørger, men hvad havde de da forestillet sig, da de i sin tid sagde ja til at være med som kanonpassere?
Når Jørn Lund og flere af hans fagfolk i kanonudvalgene nu lægger afstand til ministeren, virker det som panik før lukketid. Det kan da ikke komme som en overraskelse for kulturelitens fremmeste folk, som både kan læse og lytte, at Brian Mikkelsens kanonprojekt hele tiden har haft denne nationale dagsorden, som skal udstille kontraster mellem værdierne – vores som er sande og sunde og de fremmedes som er falske og farlige. Hvordan kan det være at dr.phil.er som Erik A. Nielsen og Mette Winge først nu gennemskuer hele projektets folkeopdragende formål? Hvorfor truer de pludselig med at gå af, når der intet nyt er under solen, bortset fra en lidt mere aggressiv retorik?
Man skal som bekendt aldrig true med at gå, men med at blive. Erik A. Nielsen og Mette Winge skal tage kampen op i deres udvalg og give deres kanon lige præcis den betoning, de selv mener, er rigtig. Og så skal de tage ansvar for debatten om kanonprojektet, som først nu begynder at give mening. Brian Mikkelsen har på landsmødet gjort det klart for alle, hvad vi var nogle der frygtede, nemlig at der ligger en markant national dagsorden bag, og at regeringen ikke har nogen holdningspolitik som ikke har fået det blå stempel hos Dansk Folkeparti. Men smagsdommernes opgave er, at give ministeren modspil, så kanonen ikke bliver politisk, ja det tror jeg oven i købet af Brian Mikkelsen vil være enig i, for han gør et stort nummer ud af, at kulturkanonerne er en gave til befolkningen, ikke et politisk projekt. Men jeg tror ham nu ikke over en dørtærskel.
Kanonerne skal lære os selv om vores kulturs kvaliteter, om vores rødder og historie, så vi bedre kan møde verden omkring os, har ministeren hele tiden sagt, men bag den tynde fernis af pæne ord har man da hele tiden kunnet fornemme en bagtanke med dette fremstød for danskhed. Juvelen i den borgerlige kulturkamps krone har jo aldrig været båret af en æstetisk ambition, men er skabt som et led i angrebet på kulturradikalismen. Med himmelsk ironi kunne kanonerne kun realiseres med det største sammenrend eksperter i mands minde, og nu mærker Brian Mikkelsen så rekylen fra sit eget politiske smagsdommeri, fordi han var et nummer for ærlig og utaktisk.
Brian Mikkelsen siger, at hans nye kulturkamp er inspireret af to ting: Komikeren Frank Hvam, der har sagt at han ikke tør lave jokes om islam, og forlaget Høst & Søns problemer med at finde en illustrator til Kåre Bluitgens bog om profeten Muhammed (se min kommentar her i avisen i sidste uge). Der kan næppe være to meninger om, at den slags selvcensur, som skyldes frygten for repressalier, er et stort problem for den frie meningsudveksling og den kunstneriske og humoristiske ytringsfrihed. Men jeg tror ikke, at et soloangreb på islam er løsningen. ”Det er en kamp om værdier,” argumenterer Brian Mikkelsen. Demokrati mod diktatur, ligestilling mod diskrimination og ytringsfrihed mod undertrykkelse. Ja, jeg er med hele vejen. Men handler det så kun om islam? For mig at se er der også behov herhjemme for at forsvare det moderne imod det antimoderne, humanismen imod antihumanismen, det sekulære imod det religiøse, det internationale imod det nationale og tolerancen imod intolerancen. Men den del af kulturkampen vil Brian Mikkelsen naturligvis ikke røre, fordi han ikke kunne drømme om at sige noget som Dansk Folkeparti ikke ville bryde sig om at høre.
Hvis vi vil håndhæve de værdier, som Brian Mikkelsen taler om, gør vi det ikke kun ved at bekymre os om vores egen selvcensur og holde skåltaler om dansk kultur.
Ytringsfriheden beskytter vi kun ved at byde truslerne trods og sige og skrive det, vi mener. Frank Hvam skal derfor bare tage sig sammen og lave et satirisk comedyshow, der handler om islam. Jeg foreslår at han inviterer Brian Mikkelsen med som manuskriptforfatter. Så kan vi få nogle gode jokes om, hvordan man bekæmper fremtidens terrorister med fortidens romaner. Ministeren sagde nemlig til Politiken i tirsdags, at unge muslimer vil afstå fra at blive islamiske fundamentalister når de via kanonprojektet har læst et uddrag af ”Kongens Fald”. Vi lader billedet stå et øjeblik.