Forfatteren som firma

Kommentar i DE SKØNLITTERÆRE, udgivet af Foreningen af Danske Skønlitterære Forfattere, september 2005.

Mæcen. Hvad betyder det for forfatterrollen at skrive kommercielt ved siden af kunsten? Hvad vil det sige at være husforfatter i det private erhvervsliv? Det hele er et spørgsmål om integritet.

Hvis man lever for at skrive, men ikke kan leve af at skrive – hvad så? Hvem betaler forfatteren for at forfatte, når nu forlag, biblioteker og boghandlere kun smider lidt klatskillinger af sig, med mindre man da lander med et tungt drøn på bogmarkedet. Jeg mener, der er ikke så mange Jonas Collin’er tilbage i Danmark (men ok, der er vel heller ikke så mange H. C. Andersen’er).

Morten Ramsland, Christian Jungersen og Jette A. Kaarsbøl er nogle af de overraskende kommercielle gennembrud fra de seneste sæsoner, men bag bestsellerforfatterne ser man en kølvandsstribe af indtægtsløse kolleger, der kæmper for at holde snuden oven vande. Nogen hutler sig igennem med, måske med tilfældige legater, men i de kommende år vil vi se flere og flere forfattere i helt andre skrivefunktioner. En lang række virksomheder vil nemlig hoppe med på modebølgen og ansætte forfattere og andre kunstnere til at fortælle historier om arbejdspladsens værdier og mennesker.

Et dugfrisk eksempel er Per Helge Sørensen, den forhenværende formand for Dansk Forfatterforening, der har fået et halvtidsjob som husforfatter i BG Bank. Det er en helt naturlig udvikling for en arbejdsplads, der også i den grad pumper penge og prestige i litteraturstøtte i disse år. Men er det også en helt naturlig udvikling for en forfatter? Hvis man er bornert, er det måske kompromitterende for kunstneren, men på den anden side: både Jens-Martin Eriksen, Jens Chr. Grøndahl og mange andre har ernæret sig som tekstforfattere i reklamebranchen sideløbende med forfatterskabet – så hvorfor ikke? Hvis kommercielle opgaver kan finansiere at man skriver bøger, giver det hele jo mening. Så længe man ikke sælger ud af sin integritet, i hvert fald.

Om det lønner sig på virksomhedernes bundlinie at satse på litteraturen, er nok svært at sige, men foreløbig kan BG Bank bryste sig af at modtage Den Europæiske Kultur Sponsor Pris, hvilket vil sige, at der allerede er et konkret udbytte på kontoen for kulturel branding. De skønlitterære forfattere skal med andre ord tage kampen op med reklamebureauerne og kommunikationsrådgiverne, der tjener gode penge på at sælge storytelling til virksomheder, som gerne vil formidle sig selv til bredere målgrupper. Lige om hjørnet venter – måske! – et gennembrud, hvor Novo Nordisk, LEGO og Grundfos også sætter en husforfatter på lønningslisten.

Begrebet ”husforfatter” er kendt fra teaterverdenen, hvor det er helt normalt at en forfatter er tilknyttet i f.eks. tre sæsoner for at skrive ny, dansk dramatik. Derefter slog ideen rod hos Syddansk Universitet, hvor man på litteraturstudiet har haft forfattere som Christina Hesselholdt, Lars Bukdahl og Peter Adolphsen ansat som undervisere i bl.a. creative writing, som man kender det fra amerikanske universiteter.

Siden har man også fået øjnene op for forfatternes og fortællingernes kvaliteter i kommunerne, hvor bl.a. Vallensbæk Ungdomsskole sammen med tre folkeskoler har tilknyttet børnebogsforfatteren Thomas Oldrup, der bl.a. skal skrive teater sammen med de unge. Mest ambitiøs har Kolding Kommune været med tilknytning af forfatteren Robert Zola Christensen, der på baggrund af stikord fra koldingenserne har skrevet familieromanen ”Vinggaard: Historien om Den Kloge By”. Den husstandsomdelte roman er et led i Koldings udviklingsarbejde, og det vel nok første eksempel på ”reality litteratur” med kommunal finansiering.

Konferenceejendommen Fuglsøcentret samarbejdet med forfatteren Mads Storgaard Jensen om at formulere en vision for de kommende 5-10 år og om at fortælle historien om Fuglsøcentret, altså det som kommunikationsbranchens tunge drenge gør på fjorten dage for beløb, der svarer til mange forfatteres samlede årsindtægter. Mads Storgaard Jensen skrev et historiehæfte, som fastholder stedets historie og skaber bevidsthed om arbejdspladsen hos medarbejderne.

På det private arbejdsmarked er BG Banks ansættelse af Per Helge Sørensen den hidtil mest prominente, ja måske er det den eneste af sin slags, i hvert fald er der ikke andre, der har fået eksponering i pressen. Men hvis jeg ikke husker meget galt, var børnebogsforfatteren Marianne Gade allerede for flere år siden i fuldt sving med at arbejde som husforfatter for en mellemstor virksomhed i Jylland. Med etableringen af Kunstrådets Husforfatter-ordning vil vi forhåbentlig opleve en udvidelse af markedet, så de forfattere der ikke kan leve af deres skønlitteratur alene, kan finde en niche, hvor konkurrencen måske ikke er så satans hård.

På hjemmesiden www.maecensoeges.dk efterlyser den unge forfatter Mathilde Walter Clark mæcener, der vil støtte hende med både penge og naturalier. Her kan man læse hendes tanker om mæcenvirksomheden og hvilke modydelser en sponsor kan få, og man kan følge udviklingen på hendes pengekonto (6593,80 kr. pr. 1. september 2005). Der er også en liste over velgørere, som forsyner hende med alt fra et klippekort, tandpasta, sæbe og rengøringsmidler til sushi tre-fire gange om måneden, udlån af sommerhus m.m. Der er tale om et gennemtænkt markedsføringsprojekt, som udnytter reklamebranchens idérigdom og sikrer forfatteren en fin eksponering i medierne. Men gad vide om hun sælger flere bøger på den konto?

Den engelske forfatter Fay Weldon behøver ingen mæcen, men da hun indgik et kommercielt samarbejde med det italienske smykkefirma Bulgari, vendte op og ned på alle forestillinger om kunstnerisk integritet. I 2001 indgik forfatter og firma en aftale om en product placement roman, som Fay Weldon modtog 80.000 pund for at. ”Bulgari-forbindelsen” skulle oprindelig bare havde været trykt i 700 eksemplarer som en gave til gæsterne ved åbningen af en ny butik, men Fay Weldons forlag besluttede at udgive bogen på det normale bogmarked samtidig, og så spidsede debatten til – kunne en forfatter virkelig lade sig betale på den måde? Fay Weldon selv pointerede, at Bulgari aldrig havde søgt indflydelse på hendes værk, men at hun dog ikke kunne se sig selv løse samme slags opgave for et andet firma en anden gang. Hos Bulgari gned man sig i hænderne over opstandelsen, fordi firmaets navn, logo og produkt fik en eksponering som ingen reklamekampagne kunne have sikret. Gad vide om det ikke kun er et spørgsmål om tid, før vi får den første danske bestillingsroman til internt brug med et produktnavn i titlen?

Er forfatterrollen under forandring på grund af nye finansieringsformer som husforfatter for kommercielle erhvervsvirksomheder? Det kommer udelukkende an på aftalernes anstændighed. I den fantastiske svenske avisstribe ”Rocky” (hver dag i Politiken) opdager Oskar, at Coca Cola betaler huslejen for folk i en ejendom, hvor de har plastret facaden til med et lysende reklameskilt. I et anfald af misundelse siger han, at hvis nogen gad betale hans husleje, måtte de da gerne placere ”en stor, blinkende, multinational pik med hagekors på, der sagde ’Oskar er en luder’ hele dagen” udenfor hans vindue. Det står skralt til med hans moral, selvrespekt og integritet, han er klar til at sælge ud af hvad som helst, og man bør nok ikke tænke på, hvad han ville skrive ind i sine romaner til gengæld for penge, hvis har nu skulle gå hen og blive forfatter.

Når forfatteren nedsætter sig selv som firma, er det op til ham eller hende selv, at beskytte sin egen integritet og ikke forråde det kunstneriske til fordel for det kommercielle. Til gengæld kan det være absolut udviklende at skrive i flere genrer og om andre emner, end dem man bruger i sin egen kunst. Litteraturen bliver skrevet, fordi forfatterne vil skrive. Det samme gælder – i al beskedenhed – også undertegnede og denne artikel, som er blevet til på opfordring af redaktionen, der meget omhyggeligt gjorde det klart, at der ikke fulgte penge med opgaven. Jeg havde ellers med det samme tænkt mig at donere mit honorar til Mathilde Walter Clark, men nu må hun nøjes med de gode viljer.

Klaus Rothstein er litteraturkritiker ved Weekendavisen og essayist, har senest udgivet ”Tid til forundring. En debatbog om den borgerlige kulturkamp” (Tiderne Skifter, 2005). Tjener desuden en halv månedsløn som tekstforfatter – med fuldkommen intakt integritet – i kommunikationsbranchen.

Forfatteren som firma

Mæcener. Hvad betyder det for forfatterrollen at skrive kommercielt ved siden af kunsten? Hvad vil det sige at være husforfatter i det private erhvervsliv? Det hele er et spørgsmål om integritet.

Hvis man lever for at skrive, men ikke kan leve af at skrive – hvad så? Hvem betaler forfatteren for at forfatte, når nu forlag, biblioteker og boghandlere kun smider lidt klatskillinger af sig, med mindre man da lander med et tungt drøn på bogmarkedet. Jeg mener, der er ikke så mange Jonas Collin’er tilbage i Danmark (men ok, der er vel heller ikke så mange H. C. Andersen’er).

Morten Ramsland, Christian Jungersen og Jette A. Kaarsbøl er nogle af de overraskende kommercielle gennembrud fra de seneste sæsoner, men bag bestsellerforfatterne ser man en kølvandsstribe af indtægtsløse kolleger, der kæmper for at holde snuden oven vande. Nogen hutler sig igennem med, måske med tilfældige legater, men i de kommende år vil vi se flere og flere forfattere i helt andre skrivefunktioner. En lang række virksomheder vil nemlig hoppe med på modebølgen og ansætte forfattere og andre kunstnere til at fortælle historier om arbejdspladsens værdier og mennesker. Continue reading “Forfatteren som firma”