En folkefjende. Erlend Loe har skrevet en ubetaleligt morsom kritik af vores civilisation, samtid og selvretfærdighed.
Mand af en mislykket tid
Det her er en fantastisk roman. Fan-tas-tisk. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte for at yde den retfærdighed, men lad mig forsøge med et referat af den vildt underlige og meget inspirerende handling: Andreas Doppler er en ganske almindelige lønarbejder og familiefar fra Oslo. En dag vælter han på en cykeltur i skoven, og mens han ligger og kommer til hægterne, indser han sit livs tomhed og meningsløshed. Noget siger ham, at han skal frigøre sig fra job, familie m.m. og bosætte sig som eneboer i skoven. En dag pakker han lidt grej og efterlader en seddel på køkkenbordet: ”Er gået en tur i skoven og ved ikke hvor længe jeg er væk, men I skal ikke vente med aftensmaden…”
Doppler slår sit telt op og begynder at leve af skovens rigelighed. Hans kone besøger ham et par gange, men da hun ikke kan overtale ham til at genoptage den almindelige tilværelse, nøjes hun med at få sex, for Doppler har et mere end almindeligt stort lem.
Da kulden truer og føden bliver sparsom, angriber han en elgko med en dolk, som han borer ned gennem issen. Nu har han ikke alene kød i mængde, han har også et plejebarn i form af den nu moderløse elgkalv, der knytter sig til manden, der er ved at æde dens mor. Dopplers far er død for nylig, og han opkalder sin nye makker efter faren: Bongo. Ganske vist hed faren slet ikke Bongo, men af og til må man være åben for den slags koblinger, som det hedder med et eksempel på bogens fuldkommen vidunderlige udfordring af al logik.
Når han har brug for det, bryder Doppler ind i huset hos en mand ved navn Düsseldorf, hvor han stjæler lidt mad. De lærer hinanden at kende, da Düsseldorf fanger Doppler på fersk gerning i færd med at stjæle fire kilo Toblerone. Düsseldorfs mission i livet er, at skabe en eksakt modelgengivelse af situationen under Ardenneroffensiven i 1944, hvor hans far blev dræbt kort tid efter at have besvangret sin norske kæreste. Düsseldorf har aldrig mødt sin far, og Doppler har erkendt at han aldrig lærte sin at kende, så de to mænd udviser en form for gensidig forståelse.
Kun en enkelt gang vender Doppler tilbage til civilisationen. Hans kone forlanger hans tilstedeværelse i huset, fordi hun skal på en lang weekend til Rom. Doppler må derfor genoptage rollen som far for teenagedatteren og børnehavebarnet Gregus. Datteren lever udelukkende for at se og gense Ringenes Herre, og sønnen er afhængig af de mest enerverende fjernsynsføljetoner for børn. Doppler deltager sågar i et forældremøde, hvor han argumenterer imod penge og for bytteøkonomi, hvorefter han klasker elgkød på bordet – hvem vil bytte?
Mod sin vilje overnatter Doppler en nat i sit eget hus, hvor han overrasker en indbrudstyv. Han byder tyven på kaffe og overtaler ham til at tage det stereoanlæg med sig, som han egentlig kom efter. Doppler afskriver datteren, men tager lidt modvilligt Gregus med op i skoven, hvor han synes at trives. Da fjernsynsabstinenserne melder sig, må Doppler banke på hos Düsseldorf, der beredvilligt lader Gregus – og Bongo! – ligge i sofaen og se tegnefilm.
Da en mand, som har truet med at melde Dopplers ulovlige lejr til skovfogeden, nærmer sig teltet, skyder Doppler ham i låret med en hjemmelavet bue og pil. Det viser sig, at manden (en småborgerlig ”højrefløjsmand”) tværtimod har ændret mening, revideret sit liv, og nu selv vil bosætte sig i skoven. Han har planer om at arrangere en stor forsoningsfestival, hvor alverdens religioner skal mødes i gensidig tolerance.
Doppler ønsker ikke højrefløjsmandens selskab. Til gengæld modtager han gerne hjælp fra Düsseldorf og indbrudstyven, fordi han sammen med Gregus er gået i gang med at udhugge en indiansk totempæl til ære for sin far. Da træstammen viser sig alt for tung til at de kan få den rejst, kommer højrefløjsmandens forsoningsfestival ind i billedet. Der er dukket en muslim, en jøde, en kristen og en journalist op, og ved at indlægge totemrejsningen som en fælles forsoningsøvelse i programmet, lykkes det Doppler at få mindesmærket over sin far rejst.
Da dette er gjort, begynder han sammen med Bongo og Gregus en vandring dybere ind i skovene for at komme væk fra de andre mennesker, der er begyndt at trænge sig på. De forlader forsoningsfestivalen, og på bogens sidste side hedder det: ”Og vor lille karavane er på vej ud af Norge og ind i resten af verden. Vi går østpå. Vi skal jage og samle os hen mod de andre mennesker. Som jeg måske eller måske ikke bedre kan lide end dem, der bor her. Det vil vise sig. Og dette er et felttog. Vi er soldater, der vil kæmpe til sidste mand. Mod kompetencen. Mod dumheden. For det er en krig, det derude. Det er en krig.”
Sagde jeg sidste side? Det passer ikke. På næste side står der nemlig i al sin enkelhed de tre ord ”To be continued”. Så bladrer man en gang, og på næste side, står intet mindre end dette tankevækkende ord: ”(Inshallah)”. Hvor meget skal man nu lægge i det? Og hvad skal man lægge i det? Erlend Loe lader Doppler træde ud af romanen – og ind i fortsættelsen, som udkommer i Norge til efteråret – med en fuldtonet, misantropisk krigserklæring mod al den flinkhed, al den hygge og al den dumhed, som præger det konforme, pengegriske, småborgerlige Norge. Han gør det efter modvilligt – ja, faktisk bliver han skudt med en bedøvelsespil og bortført af sin svoger – at have besøgt sin kone på hospitalet, hvor hun netop har født Gregus’ lillebror. Det er tilfældigvis den norske nationaldag, folk trækker ud i gaderne i nationaldragter (”Alt er rent. Alt er norsk”), og Dopplers kone fortæller at den nyfødte skal hedde Bjørnstjerne, når nu han er født netop den 17. maj: ”Selvfølgelig, tænker jeg og smiler varmt på en anstrengt måde. Min kones kompetence er grænseløs. Det er frastødende, at vi skal fylde denne lille dreng med så meget norskhed allerede på den første dag i hans liv…”
Doppler er en ubetaleligt morsom kritik af vores civilisation, samtid og selvretfærdighed. Vores misantropiske helt opfatter sig selv som en folkefjende, der er ”på nippet til at gennemhulle den sarte forestilling om sammenhold og mening”. Bemærk at han vil kæmpe imod ”kompetencen”. Det er et fremragende ordvalg, som den danske oversætter Susanne Vebel skal have stor ros for. I den norske original handler det om ”flinkhed”, altså dygtighed, men det dækker ikke alene dygtighed forstået som evner, men dygtighed som viljen til at leve op til norsk normalstandard hvad angår bolig, familie, karriere og livsstil. Denne konformitet, den slet skjulte hyggelige nationalisme og den fuldkommen absurde festival for forsoning og tolerance mellem folkeslagene står og dirrer i skovskellet, hvor Oslo hører op og naturen begynder. Det er samtidig stedet, hvor Doppler holder op – og Doppler begynder.
Skovmanden trækker sig som en anden H.D. Thoreau tilbage fra civilisationen for at leve et ensomt liv i naturen. Hans nye misantropi (”Vi bliver født alene, og vi dør alene” og ”Al menneskeligt er mig fremmed”) og hans venskabelige fortrolighed med elgkalven Bongo er skildret med en vidunderlig blanding af indsigt, naivitet og absurd humor, men det er først og fremmest Dopplers selvopgør, der bundfælder sig: ”Jeg er en mand af min tid. En mislykket mand af min tid. Eller bare en mand af en mislykket tid”.
Doppler, Bongo og Gregus er nu på vej dybere ind i skovene, væk fra Oslo, væk fra nationaldagen, væk fra Bjørnstjerne, væk fra forsoningsfestivalen, væk fra al den kompetence. Men først må Doppler skride ind overfor sin fireårige søn, der pludselig har lært sig selv at læse i de aviser, der ellers er beregnet til optænding: ”Folk sidder bare og skriver for at vise, hvor kompetente de er, og det er det sidste, denne verden trænger til. Det er ord, ord, ord. Måske er det en lille procent af dem, der er mere end ord, men for at vide, hvilke af dem det gælder for, skal du være mere kompetent end de fleste, og det forbyder jeg dig at sigte mod på så tidligt et tidspunkt af livet. (…) Du kan godt glemme hele det projekt med at læse. Og det samme gælder skolegang. Du kommer ikke til at se skyggen af en skole, før du fylder atten. Vi skal kun være i skoven, siger jeg. Sammen med Bongo. Du kan lige så godt vænne dig til tanken først som sidst”.
Ja, og alle vi andre kan lige så godt læse bogen først som sidst. Erlend Loe (f. 1969) har tidligere udgivet storsælgeren ”Naiv. Super” og ”Fakta om Finland”. Han er uddannet fra Den danske filmskole og ansat som filmkonsulent i Norge. Jeg kan sagtens se dette folkefjendske attentat på flinkheden omsat til levende billeder.
Erlend Loe: Doppler. Oversat fra norsk af Susanne Vebel. Roman. 184 sider, 199 kr. Gyldendal.