Kommentar i Weekendavisen den 19. august 2005
Tænketanke. Handler den borgerlige ”litteraturkamp” mere om pluralisme end om revanchisme? Og hvorfor er Socialdemokraternes modtræk til CEPOS et trickfoto af et træ?
Kristeligt Dagblad havde for et par uger siden en ganske pudsig tophistorie: BORGERLIGE HAR SAT SIG PÅ DEBATTEN hed det hen over syv spalter, og artiklen beskrev en groggy venstrefløj, der er blevet udmanøvreret af højreorienterede meningsdannere, som nyder godt af regeringsskiftet og den efterfølgende værdikamp.
Det pudsige ved artiklen var, at den var så ufattelig selvfølgelig og kun bestod af denne anti-nyhed. Mest markant er måske Center for Politiske Studier, CEPOS, der som liberalismens stærkeste kort buldrer derudaf og fylder godt og grundigt i medielandskabet, senest med offentliggørelsen af karaktergennemsnittene på alle landets skoler (men også med bestyrelsesformandens mindeværdige sommeridé om et fattigkort, som skulle give socialklasse 5 mulighed for at gå billigt i operaen). Uanset om vi skal snakke skole, skat eller socialstat kommer der et udspil fra tænketanken, hvor en perlerække af de mest prominente højreorienterede samfundsdebattører figurerer som stiftere.
Men hvad sker der egentlig på den modsatte fløj? Intet. Da LO’s nyhedsbrev A4 for et par år siden debuterede som fagbevægelsens bidrag til den politiske debat og journalistik, var starten flyvende. Det lykkedes faktisk at få stor indflydelse på, hvad medierne og politikerne skulle forholde sig til mandag efter mandag. Man skulle derfor tro, at der var vilje og erfaring nok – også fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – til at stable et socialdemokratisk modtræk til CEPOS på benene. Men det lykkedes aldrig at etablere den social-liberale tænketank som Helle Thorning-Schmidt prøvede at lancere før hun blev partiformand.
Tænketanken, som skulle hedde Progressivt Centrum, findes derfor i dag kun som en ubehjælpsom hjemmeside med et kunstfærdigt trickfoto af et træ, der vokser frem blandt nogle skyer oppe i himlen, og det eneste man kan læse, er nogle forblommede fraser om hvordan tænketanken vil bidrage med analyser og debat om fremtidens politiske udfordringer. Man spørger sig selv, om der ikke er et progressivt og godhjertet menneske, der kan fjerne denne ydmygelse for centrum-venstre-bevægelsens utilstrækkelighed fra nettet?
Artiklen i Kristeligt Dagblad kom nærmest som bestilt lige i kølvandet på den nye debatbog ”Velfærd tur-retur”, hvor socialdemokratismen bliver lagt i graven af en række borgerlige skribenter fra Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og tilliggende jorde (i parentes bemærket: Jeg fik et udmærket tilbud fra Berlingske Tidende om at gæsteanmelde bogen, men takkede nej, blandt andet fordi en af bidragyderne, Henrik Gade Jensen, for et par måneder siden brugte en halv avisside i Jyllands-Posten på at begrave min nye bog om den borgerlige kulturkamp, ”Tid til forundring”, og jeg ville ikke risikere at min bedømmelse af antologien skulle kunne forveksles med ond vilje og tak for sidst, man bør jo ikke sætte ræven til at vogte gæs – desuden har jeg intet behov for fremstå som socialdemokratismens eller venstrefløjens defensor, det må socialdemokraterne og de venstreorienterede klare selv).
I ”Velfærd tur-retur” introducerer Berlingske Tidendes litteraturredaktør Nils Gunder Hansen begrebet ”litteraturkampen”. Han mener, at kulturkampen mere står om pluralisme end om revanchisme, og at litteraturkampen derfor handler om at ramme en pæl igennem den lille, automatiske anti-borgerlighed og kritisere og dekonstruere falske selvfølgeligheder uden sikkerhed for hvad der måtte komme i stedet. Det lyder jo meget godt, men den sympatiske og relativt bløde holdning er imidlertid ikke dækkende for de seneste års offensive borgerlighed i debatten, og den bliver desværre også modbevist i flere af bogens øvrige indlæg. Det er ikke just den politiske og kulturelle pluralisme, som højrefløjen ønsker at fremme.
Revanchisme har vel rent faktisk været et utilsløret og ledende motiv i store dele af den højreorienterede kulturkamp. For hele den tidehvervske falanks handler det jo netop om at tage revanche overfor brandesianismen og Georg Brandes’ idé om at vi skal fjerne os fra det danske, så vi kan nærme os det fremmede og overskue os selv. Det kan udmærket være, at undervisningsministeren Bertel Haarder klappede applauderede (ifølge Politiken) da han denne sommer var vært for et møde på Tersløsegaard, hvor Jens Andersen, Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard talte om, hvordan H.C. Andersen, Ludvig Holberg og Karen Blixen formulerede deres danskhed gennem det fremmedes prisme, altså blev danske efter den ”formel”, som Georg Brandes satte op. Men den kulturkamp, han er med til at føre, har for længst erklæret åben krig mod brandesianismen og alle dens følgevirkninger.
Højrefløjens debattører kan gå på vandet i disse år, fordi den gamle venstrefløj allerede før regeringsskiftet blev sat grundigt på plads af det nødvendige kommunismeopgør som gødede jorden for den borgerlige kulturkamp, og fordi liberalisterne har fået skabt et politisk, offensivt miljø med deres egen tænketank. Samtidig breder trygheden sig på den yderste højrefløj efter at nationale kanoner, danskhed, det kristne, ”værdierne” og rødderne sætter dagsordenen i debatten. Den lille anti-borgerlighed i litteraturkampen er effektivt afskaffet. Til gengæld har vi fået sat et par fede spørgsmålstegn ved begreber som humanisme og menneskerettigheder. For Dansk Folkeparti er det ganske utilsløret pay back time.
Progressivt Centrum så aldrig dagens lys, Socialdemokraterne har ingen vælgerappel, venstrefløjen er tavs i debatten og det Radikale Venstres størrelse er omvendt proportional med partiets indflydelse. Derfor er modspillet til regeringen og Dansk Folkeparti så blidt, og derfor er det meget nemmere at få øje på revanchismen end pluralismen.