Artikel på dr.dk/kunst d. 18. november 2005.
Parallelaktion. Claus Beck-Nielsens partner fra demokratifremstødet i Irak er nu klar til at befri Guantanamo. Denne gang hedder han dog ikke Rasmussen, men Thomas Altheimer. Hvem er han? Hvad går det ud på?
Faktaboks:
I dag, den 18. november 2005, begynder to danske kunstnere – eller ”proaktive, europæiske fribyttere”, som de benævner sig selv – en rejse til Jamaica, hvor de vil leje en båd, der skal bruges i et angreb på Guantanamo fra søsiden. Hensigten er at skræmme amerikanerne væk med Furtwänglers 1944-optagelse af Beethovens Tredje Symfoni, Eroica. Når amerikanerne efter planen har taget flugten, bliver det retsløse rum, Guantanamo Bay, forvandlet til en kæmpestor europæisk ruminstallation under europæisk jurisdiktion med tilhørende borgerrettigheder. Til dette formål medbringer de europæiske fribyttere det nye, godartede, universelle ”Europa” i en boks. Befrielsen af Guantanamo er en del af den såkaldte Parallelaktion, der tidligere har rejst rundt i Irak med en demokraticontainer. Deltagerne er aktionens leder, sekretær Thomas Altheimer og embedded journalist Ulla Hvejsel. Parallelaktionen har også en protektor i form af Nicholas Berwin, som sidder i diverse bestyrelser for teatre og samlinger i London. Thomas Altheimer benævnes ’sekretær’ – samme rolle Ulrich indtog i Robert Musils ”Manden uden egenskaber”, hvor Parallelaktionen lanceres som den østrigske elites forsøg på at komme på central ide, der skal markere ’fredskejseren’ Franz Josefs tredive års jubilæum i 1918 og samtidig overskygge det parallelle tyske festår for Wilhelm II. I dette forsøg mødes sans for det virkelige med sans for det mulige – ganske som i Parallelaktionen 2005. Følg med i rejsen, der begynder i dag og slutter den 30. november, på www.parallelaction.com.
Dette er historien om en kunstner, der nægter at nøjes med at være sig selv, et politisk kunstværk, der nægter at være politisk, og en offentlighed, der nu for første gang får samlet overblik over fænomenet Thomas Altheimer. Eller skulle vi sige Thomas Strøbech? Eller Thomas Herzen? Eller Rasmussen? Forvirret? Her følger et forsøg på en forklaring.
Historien om Parallelaktionen begynder længe før den får sit navn. I november 2001 bliver en studentermedhjælper overflyttet fra boligministeriet til integrationsministeriet, som den nye regering opretter med Bertel Haarder i spidsen. Thomas Strøbech hedder han, cand. phil. i litteraturvidenskab og bachelor i statskundskab. Han er født i Odense i 1972, og dengang boede han i Københavns Sydhavn sammen med sin familie. I protest mod regeringens stramning af reglerne for familiesammenføring havde han oprettet hjemmesiden ticket-to-denmark.dk, hvor han tilbød arrangerede giftermål mellem danskere og udlændinge.
”Jeg fortalte alle journalister at jeg opfattede det som virkelighedsteater, men da alle disse mennesker fra diverse indenrigsredaktioner på ingen måde kunne, eller ønskede at kunne, forholde sig til ’skandalen’ som kunst – blev det intetsteds nævnt. Jeg havde umiddelbart inden ansættelsen i ministeriet læst på Humboldt Universitetet i Berlin og fulgt teatret dernede tæt – særlig Volksbühne – jeg opfattede Ticket to Denmark som et led i den tradition. Det nye var selvfølgelig at projektet blev lanceret fra ministeriet. Nu har selve aktionen så efterladt et kunstværk i sig selv fordi begivenheden findes dokumenteret i billeder og ord på Parallelaktionens hjemmeside. Jeg stiftede bagefter bekendtskab med grupper som Superflex – som kunsthistorikere rubricerer som ’neokonceptualister’– der har forsøgt at arbejde i samme retning, men som føler at en eventuel effekt bliver kraftigt begrænset af ’kunstnermærkatet’. Jeg bygger nu videre med elementer fra ’60ernes konceptkunst, situationisme og performancekunst. Jeg var ansat i ministeriet til at redigere hjemmeside og lave referater, så det var jo en optimal udnyttelse af en mindre position. Men du skulle prøve at gøre noget lignende på sådan en arbejdsplads! Isolationen, at sidde alene i kantinen, reprimanderne, frygten fra kollegerne, det er uvurderlige erfaringer! Og så dødstrusler fra nazister og politianmeldelser fra Morten Messerschmidt, der nu sidder i folketinget for Dansk Folkeparti, afskeden med den borgerlige verden, afskeden med Danmark, afskeden med privatlivet, afskeden med sig selv,” siger Thomas, der dengang hed Strøbech.
Da han igen dukkede op efter balladen i integrationsministeriet, var det under nyt navn. Som makker til forfatteren og dramatikeren Claus Beck-Nielsen, deltog han under navnet Rasmussen i rejser med demokratcontainere til både Irak og USA. Og når han nu rejser ud for at befri Guantanamo, hedder han Thomas Altheimer. Han bor i dag i London, og vi interviewer via mail.
Hvem i alverden er du egentlig, og hvad går det ud på med alle disse navne og identiteter?
”Ja, det er der mange, der har spurgt ’mig’ om. Thomas Altheimer har sat sig for at påvirke og skrive verdenshistorien, som var det en fiktion. Hans inspirationskilde er Robert Musils ”Manden uden egenskaber” hvor grænsen mellem det virkelige og det mulige undersøges i en bestandig refleksion. Jeg er hysteriker og finder det uudholdeligt at blive fæstnet til et navn, som symbolordnen siden tilskriver betydning og en fast plads, der så igen kan tjene som et vandmærke for folk som vil aflæse, hvad jeg står for. Men det giver sig selv at hvis man er tilstrækkelig skizofren, så kan man konstant udklække nye identiteter som er parat til at prøve ting, som ikke synes ønskelige i en gængs, sammenhængende, kontinuerlig biografi, hvor den givne person påvirkes af hvad den samme person har gjort tidligere på tidslinjen. Formelt, for Parallelaktionens vedkommende, giver det mulighed for at producere alle disse frygtløse, naive skikkelser, som kan insistere på utopien her og nu. Samtidig med at de ikke omklamres af forudfattede meninger baseret på en tidligere identitet; meninger som ofte fører til en utålmodighed med det fremsatte argument, fordi menneskets forståelse trives ved genkendelighed.”
Du har udråbt din egen individstat. Hvad vil det sige?
”Det vil sige at man udråber sig selv som suveræn. Man inkorporer magten i sit eget legeme. I mit tilfælde trak jeg min loyalitet tilbage fra den danske stat efter at have oplevet, hvordan den blev kapret af idioter, der konstant taler på ’befolkningens’ vegne samtidig med at de frakender sig magten og hævder at det er ’befolkningen’, der har magten. Jeg afholdt en reception, hvor jeg udråbte den nye stat – Staten Rasmussen – der var en 7-8 stykker fra mit gamle kontor i Integrationsministeriet til stede. Jeg brugte min sidste løn på alkohol til receptionen, hvilket var en af grundende til at min familie gik i skuddermudder. Der er intet mere vederkvægende for folket end magthavere, der vedkender sig magten, som så kan afsættes eller få hovedet hakket af, så vi kan begynde på ny og forfra.”
Nu rejser du så af sted som Thomas Altheimer for at befri Guantanamo i en politisk parallelaktion. Hvordan er den beslægtet med Thomas Strøbechs Ticket to Denmark og Rasmussens demokraticontainer i Irak?
”Ideen er en blandt mange koncepter, der alle er udarbejdet på samme måde: først skitseres et mål så tæt på det utopiske man kan komme uden at forlade realiteten og derefter oplistes en række skridt man forestiller sig er nødvendige for at nå dertil. Det var Thomas Altheimer, der skitserede konceptet for Cuba-aktionen i marts. Jeg har stadig karbonkopier af konceptet i form af håndskrevne breve, der blev sendt ud til toneangivende europæere. Søgte bl.a. maritim rådgivning fra Troels Kløvedal, men han svarede aldrig. Jeg fik ideen til Parallelaktionen i Bagdad i januar 2004. Jeg sad i min hvide plastikstol og læste ”Manden uden egenskaber” i vores shiit-squatterbarak kl. 5 om morgenen – som altid et par timer før det daglige vanvid ville bryde løs. Og der fusionerede Musils verden på en eller anden vis med min – i min egen lille historieskrivning. Jeg havde et af disse heureka-momenter hvor en tanke forbindes med en følelse og eksploderer i en eller anden bølge gennem kroppen. Så det kom jo sådan in medias res. Parallelaktionen var jo allerede godt i gang endnu før den overordnede idé meldte sig på banen. Ticket to Denmark, demokratiprojektet og de fremtidige aktioner – der var tale om en formalisering af og sammenskrivning af hele den kunstneriske tilgang til én enkelt ide. Men jeg bliver altså nødt til at protestere mod tillægsordet ”politisk” i dit spørgsmål. Det kidnapper det efterfølgende ord, skærer det ud af virkeligheden og lader det resterende fremtræde som det ikke-politiske – det virkeligt virkelige. Folk føler at de ikke rigtigt behøver at forholde sig til det hvis det er ’politisk’. Det hele handler om at gøre det mulige synligt…”
Når I stævner ud for at befri Cuba, bliver rejsen ledet af Thomas Herzen. Hvem er han?
”Thomas Altheimer er kommet på ’Thomas Herzen’, som navnet på den europæer, der skal forløse Europa og hjælpe Europa til at genfinde en ny reflekteret handlekraft baseret på de mange grimme erfaringer europæerne har gjort sig. Altheimer bliver blød i knæene ved alt der kommer fra det nittende århundrede. Han har vist læst for meget Alexander Herzen. Thomas Herzen er vist en god gammeldags revolutionær romantiker. Han lever som om vi stadig var i det nittende århundrede, hvor alt stadig var til forhandling, hvor imperativet og muligheden for at handle heroisk stadig var til stede. Hvad går livet ellers ud på, hvis det ikke handler om at insistere på tage den utålelige virkelighed ved hårene og slæbe den gennem utopiens syrebad? Han er ikke bange for at fejle, fordi katastrofen og det personlige forlis er en sejr. Men Thomas Herzen skal ikke bare erobre Guantanamo. De næste koncepter er stadig indenfor ideen om det universelle Europa og omfatter aktioner i Congo og Sudan. Næste år skal han sejle tusind kilometer op ad Congo-floden for at genfinde Europas hjerte. Senere skal han sejle ned ad Nilen i General Gordons ånd og indtage Khartoum. Hans vigtigste opgave er at vise at europæerne stadig har en rolle at spille på verdensscenen. At europæeren som dilettant, amatør og privatindivid kan gå, hvor ingen pensionsforsikret statsfunktionær nogensinde har sat sin fod, og vise vejen for en rehabilitering af individet. Han lever kun så længe at han er i ’Europas’ tjeneste. Det vil sige at han har påtaget sig Europas symbolske mandat for en tid. Han lever kun gennem dette mandat og når Parallelaktionen vælger at prøve noget andet end ’Europa’ – eller helt at lægge ’Europa’ på hylden – så forsvinder Thomas Herzen fra verdensscenen, eller også bliver han – i tilfælde af succes og et nyt europæisk millennium – balsameret og lagt til skue i Panteon i Paris.”
Og hvad skal denne Thomas Herzen opnå?
”Som leder af Cuba-missionen, forventer Thomas Herzen at sejle fra Port Antonio på Jamaicas nordøstlige kyst til kysten ud fra Guantanamo. Han vil i en konfrontation skræmme de amerikanske soldater væk ved at spille Beethovens tredje symfoni. Jeg har givet den europæiske operation undertitlen Just Cause II, idet vi kopierer den amerikanske fremgangsmåde fra Operation Just Cause i 1989, hvor amerikanerne invaderede Panama for at ’arrestere’ Manuel Noriega. Da han søgte tilflugt i Vatikanets ambassade, spillede soldaterne fra den særlige Psychological Operations Battalion amerikansk popmusik fra højtaleranlæg rundt om bygningen nonstop indtil Noriega fik nok efter tre dage og overgav sig. Når vi har spillet Beethovens tredje symfoni er der dømt fest og champagne. Der er to flasker i den medbragte Europaboks, men vi skal vel også finde noget rom. Vi medbringer en terminal som kan linke vores computer til satellit. På den måde kan vi sende videorapporter til en stor fladskærm The House Gallery i London.
Og jeres mål er altså at drive amerikanerne væk fra Guantanamo? Det er vel en smal sag. Hvad så bagefter?
”Thomas Herzen sender også et brev til EU’s udenrigspolitiske koordinator Javier Solana og informerer ham om udvidelsen af Europa. Måske vælger Solana at indlede forhandlinger med Cuba om territoriets fremtidige status. Det ved jeg ikke – på det tidspunkt er det ude af vores hænder. Foreløbig tæller gruppen lederen Thomas Herzen og ’embedded’ journalist Ulla Hvejsel fra Kunstakademiet. Jeg havde selvfølgelig håbet at flere kunne deltage for at styrke den repræsentative udsigelse. Ulla kommer dog til at spille rollen som repræsentativ europæer, når hun lægger kameraet fra sig. Men da kunst handler i repræsentation – hvilket den har til fælles med den repræsentative politik, hvor politikere påberåber sig at tale på ’befolkningens’ vegne – så har vi påtaget os at repræsentere Europa. Ligesom de gamle Afrika-farere som ofte rejste alene og præsenterede sig ’som store konger’ fra deres fjerne hjemland og derefter fik høvdinge til at sætte tommelen på præfabrikerede traktater, der siden blev sendt hjem til Europa. Herefter var de indfødte inkluderet i en ny nation og den enlige ’konge’ havde pludselig en hel hær af nyligt naturaliserede landsmænd i sin tjeneste. På den måde kunne man forestille sig vores talmæssige forlegenhed blive vendt til en ny stor bevægelse på Jamaica – med mange nye europæiske borgere der slutter op om flaget og sejler med mod Guantanamo i Europas tjeneste. Hvad angår repræsentationens formside – kunstens privilegium – så har vi tilvirket et særligt europæisk rum, som er fyldt i en boks garneret med et særligt designet europæisk flag med stjerner, der repræsenterer alle lande fra Andorra over Rusland til Tyrkiet, hen ved 40 stykker i alt. Vi påberåber os altså et særligt europæisk mandat og sigter imod at indrette Guantanamo som en stor europæisk ruminstallation, der repræsenterer en kosmopolitisk model for hvad et stærkt, proaktivt, selvberoende Europa kunne tilbyde resten af verden.”
Og hvem udgør de såkaldt proaktive, europæiske fribyttere, der deltager på turen?
”De proaktive, europæiske fribyttere er de som præsenterer sig som proaktive europæiske fribyttere.
Der ligger i selve betegnelsen en insisteren på at de proaktive, europæiske firbyttere findes. At Europa ikke bare er staterne. For i den europæiske statsmodel findes der – i modsætning til den amerikanske – ikke suverænitet uden for staten. Derfor fokuserede europæerne alene på det folkeretlige spørgsmål i forbindelse med invasionen af Irak, for de europæiske stater findes der ikke andet end stater og det ville undergrave systemet, hvis en stat valgte at udslette en anden uden for rettens stipulationer. De europæiske folks suverænitet er restløst indoptaget i statsmaskineriet, hvilket har store følger for det enkelte individs forestillinger om egen handlekraft – som nærmest per definition ikke kan handle proaktivt, idet det i europæisk sammenhæng ikke synes legitimt at handle på eget initiativ. Den amerikanske model opererer med suverænitet, der ligger uden for staten, derfor blev det irakiske folk af amerikanerne tillagt et suverænt mandat forskelligt fra den irakiske stats, og det var altså dette amerikanerne på godt og ondt påtog sig at handle ud fra. Derfor har USA også en rig historie, hvor fribyttere fra Texas og andre steder drog på missioner ind i Mexico for på eget initiativ at udvide USA’s territorium.”
Hvordan bliver Parallelaktionen finansieret?
”Da konceptet for Cuba-aktionen blev skitseret på læsesalen i The British Library engang i marts var forventningen at mange ville slutte op om projektet, idet der formodentlig ikke findes en eneste europæer, der i sit inderste kan forsvare hvad der foregår på Guantanamo. Forventningen var derfor yderligere, at det ville være en nem sag at rejse et væld af penge, som kunne sikre billetter til de talrige som gennem månederne har meldt sig under fanerne – på den betingelse at pengene til billetten kunne fremskaffes. For de danske volontørers vedkommende var der også tale om en ekstra mindre sum til at erstatte de 10 dages dagpenge, hvor disse – oftest arbejdsløse akademikere – ikke vil kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, der er altid mange tekniske forhindringer for ikke-statslig mobilisering i Danmark. Vi har fået ca. 80.000 fra private engelske sponsorer og 40.000 fra Kunststyrelsens Billedkunstudvalg. Jeg havde håbet på en halv million. Noget urealistisk – men lige efter vi kom hjem fra Irak fik jeg bevilliget to millioner fra Udenrigsministeriet til at fortsætte med. Det satte en hvis uvirkelig standard for det fremtidige arbejde. De satte siden bevillingen på standby på grund af sikkerhedssituationen. Der var mange måneders ørkenvandring i Danmark. Det er noget nemmere at finde ikke-statslige midler i Storbritannien. Jeg tror der er en mistro i Danmark mod individets betydning og handlekraft når det gælder de større politiske sammenhænge. Det er noget staten tager sig af. Det var også det jeg oplevede med Ticket to Denmark. Mange finder det utidigt, når man tillader sig at handle uden om de gængse repræsentative kanaler. Det virker ikke legitimt. For Parallelaktionen er mobiliserings- og fundraisingprocessen en fundamental del af udførelsen, idet man får øjebliksbilleder af hvad folk tænker er muligt, relevant og ønskeligt i deres hverdag. Det er altså allerede her at de idealistiske visioner står deres prøve og får de første ridser i lakken. Men det handler om at gå så langt man kan og ikke, absolut ikke, på noget tidspunkt give op. Derefter kan man vinde vigtig ny erfaring for fremtidige aktioner. Selv om man er avantgarde er det selvfølgelig tilladt at se sig over skulderen og se om nogen følger med – og hvis ikke, så ændre en smule på kursen, ligesom indenfor modeverdenen.”
Hvordan forventer du at I vil blive modtaget af amerikanerne?
”Hvis det går som med de amerikanske soldater vi stødte ind i Bagdad, så kalder den forvirrede og ængstelige fortrop sin overordnede over radioen, den overordnede kalder så igen sin overordnede osv. indtil den når en eller anden i toppen af hierarkiet (præsidenten?). Derefter går det hele vejen tilbage gennem geledderne igen – i mellemtiden har europæerne nået både at fejre annekteringen af det nye europæiske territorium og bygget en kopi af Berlaymont-bygningen af brokkerne fra fængslet.”
Du har studeret litteratur og statskundskab. Hvad er din vej til kunsten?
”Spørgsmålet er hvordan jeg kunne have gået uden om kunsten. Det er det eneste felt, hvor man kan ånde, men samtidig det eneste sted, hvor man bliver kvalt, fordi det er indrettet til at indoptage den overskydende energi fra individer, der ikke evner at tilpasse sig. Jeg trækker al min inspiration fra mange års læsning af tyske filosoffer og kunstnere. Det var bare et spørgsmål om hvornår tissestrålen ramte det elektriske hegn.”