Winkel Holm & Stjernfelt: KRITIK 172

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2004

Identitetsfnidder. Henning Tjørnehøj minder om, hvad Søren Krarup sagde om ungdomsoprørerne i 1968:

Slå dem ned som gale hunde!

Kan man kritisere KRITIK for at være for akademisk? Jeg forsøgte en gang, men blev straks beskyldt for at hyppe tidsåndens antiintellektuelle kartofler – og det var oven i købet inden opgøret med smagsdommere og eksperter. Men naturligvis var jeg ikke ude på at gøre op med viden og sagkundskab. Jeg pegede bare på, at mange af tidsskriftets artikler var komplet uforståelige. Sådan er situationen stadig, men fred nu med det, for ingen – heller ikke jeg – siger at alle skal kunne forstå alt, og da slet ikke i første forsøg.

Nej, KRITIKs uforlignelige styrke er udsynet mod alt det, der folder sig ud, når man lægger afhandlingerne til side og spadserer ud i verden. I det nye nummer kommer det helt konkret til udtryk i nødvendig læsning om demokratisk konceptkunst og tidehvervsk samfundsindflydelse. Så kan de omnipotente artikler om fænomenologi, fortolkningens hermeneutisk proces og rekursbasis og kognitivisme være nok så kloge…

De to redaktører – Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm (sidstnævnte takker af med dette nummer) – åbner KRITIK med en raffineret og højaktuel leder om identitetspolitik, hvis helt befriende konklusion er, at ”det burde høre til de grundlæggende demokratiske spilleregler ikke at belemre det politiske rum med privat identitetsfnidder”. Lederen tager fat i Søren Krarups sejrende definition af Tidehverv, der via Dansk Folkeparti har fået nationalstat og folk placeret centralt i politikken. Konsekvensen er, skriver redaktørerne, ”en indædt identitetspolitisk kamp mod alle forsøg på at abstraherer fra vores umistelige og konkrete danskheds-præg.”

Lederen konstaterer, at alle og enhver pludselig udbreder sig om værdien af danske, kristne værdier, ganske som fanatiske muslimer tager religionen på sig som en etikette, der definerer hvem de er. Og så kommer et af de mest præcise opgør med tidens hysteriske jagt på værdier og identitet, som jeg mindes at have læst:

”Vil man forsvare oplysningen som politisk projekt, må man derfor ikke bare kæmpe Voltaires klassiske kamp mod den infame religiøse dogmatisme. Man må først og fremmest bestræbe sig på at holde den politiske debat fri for identitetspolitiske argumenter fra begge politiske fløje. Det er nødvendigt at insistere på at det politiske fællesskab forudsætter en abstraktionsproces der forvandler os til almindelige mennesker, dvs. til samfundsborgere renset for spraglede etniske, religiøse og seksuelle særpræg – som det står os frit for at udleve i privaten. Når den politiske almenvilje træffer en beslutning, gælder den for os alle i vores egenskab af helt almindelige og i en vis forstand identitetsløse mennesker.”

Det identitetsløse menneske – ja, det er i grunden en skøn tanke, som gør op med al den ørkesløse snak om kanoner for dit og dat, som vi har ikke kan leve uden, fordi vi ikke kan møde globaliseringen og de fremmede, hvis ikke vi først kender vores egne rødder og den kulturelle facitliste. Det er i den grad identitetspolitikken, der har fat i den lange ende i disse år, og Samfundsborgeren har lange udsigter til en renæssance.

Intet kan næppe glæde Søren Krarup mere. Han vil jo netop ikke forsvare oplysningen som politisk projekt, tværtimod, og dermed vil KRITIKs leder ramme Dansk Folkeparti med samme tyngde som vi andre modtager en adresseløs forsendelse fra et tysk postordrefirma. En smule irritation og så i skraldespanden. For Søren Krarup er oplysning, menneskerettigheder og humanisme jo intet mindre end et forræderi mod familien, nationalstaten og gud i himlen. Og derfor er hans parti så interessant, præget som det er af chefideologens religiøsitet.

I en stor erindringsartikel kalder den fhv. LO-konsulent Henning Tjørnehøj til opgør med Søren Krarups ”totalitære og kyniske lutheranisme”. Han fortæller hvordan deres spor krydsedes i Studenterkredsen (og Søren sågar trak Henning med til møder i Tidehverv) og skiltes i en bundløs uenighed om det sociale. Krarup kunne ikke snuppe at Tjørnehøj forlod det teologiske og engagerede sig i noget som verdsligt som velfærdsstaten, arbejdsmiljøet og den sociale ansvarlighed. Der er føget mange ukvemsord mellem de to i aviskronikker mellem årene, og der er derfor ikke meget nyt at hente i denne artikel, som dog trækker fronterne godt og skarpt op.

Henning Tjørnehøj illustrerer sin artikel med to skønne gruppebilleder. Det ene viser Studenterkredsens sommermøde i Ry i 1961. København og Århus har spillet fodbold mod hinanden og stiller op til fotografering. Søren Krarup – som var en dygtig fodboldspiller i sin ungdom – sidder og surmuler som om han nødtvungent lyttede til en modstander i en identitetspolitisk debat. På det andet billede ser man Søren Krarups ungdomshelt, den bitre og antisemitiske litterat Harald Nielsen, der efter et foredrag for Konservativ Ungdom i 1934 hilses – og hilser igen – af en flok heilende unge.

Henning Tjørnehøj peger på, at Søren Krarup, der i sin ungdom forsøgte at rehabilitere jødehaderen Harald Nielsen, i 1999 genudgav Luthers kampskrift om jøderne, som senest havde været udgivet 60 år tidligere af det danske nazistparti. Men alt det er der jo intet nyt i. Vi ved udmærket, at Krarup nærer samme afsky som Harald Nielsen gjorde for Georg Brandes og hans radikalisme. Til gengæld præsenterer artiklens forfatter et kort, men gruopvækkende Søren Krarup-citat, som jeg ikke kan huske at have set før. Henning Tjørnehøj skriver:

”Da Ungdomsoprøret i 1968 var på sit højeste gav Søren Krarup i en kronik i Information VKR-regeringens statsminister Hilmar Baunsgaard det samme råd, som Luther gav fyrsterne og godsejerne i forbindelse med det tyske bondeoprør: ”Slå dem ned som gale hunde!” Tænk, hvis en venstreorienteret havde foreslået, at Krarup og hans hird skulle slås ned som gale hunde – sikke en formentlig endnu i dag mindet larm, der var blevet i medierne. Men ingen husker længere Krarups råd til den danske statsminister i 1968 om at slå ungdomsoprørerne ned.”

Til Henning Tjørnehøjs artikel føjer sig to andre bidrag. Torben Bramming skriver om, hvad der ville være sket med Tidehverv, hvis en af dens glemte grundlæggere, Gustav Brøndsted, havde vundet kampen om bevægelsens linie (”en mere dybtgående, men også mere tilbagetrukket stilling i dansk åndsliv”). Og Adam Holm påpeger i en kritik af Tidehvervs antihumanister, at den reaktionære modernismes felttog mod Oplysningen må stoppes. Jeg håber virkelig at Søren Krarup tager til genmæle i næste nummer, selvom han ikke vil skrive ét eneste ord, man ikke havde forventet på forhånd.

I en helt anden boldgade – og dog? – får vi to vigtige artikler om dramatikeren Claus Beck-Nielsen mangeartede og originale kunstprojekt om det grænseløse demokrati, som Weekendavisens læsere kender fra forfatterens rejseartikler fra Irak og USA, som han har besøgt med en ”demokraticontainer”.
I to artikler af hhv. Marianne Ping Huang og Solveig Gade og Laura Luise Schultz får vi en bred introduktion til Nielsen – manden med de mange slørede og muterende identiteter – og projektet, der foreløbig har strakt sig over to år og som omfatter alt fra teater i Gladsaxe, installationskunst på Kongens Nytorv, journalistik og ikke mindst rejsernes uforudsigelige møder med mennesker og myndigheder i Bagdad og Washington. Centralt i projektet står den parallelaktion i Irak som Claus Beck-Nielsens og hans makker, den ”politiske dramaturg Rasmussen”, foretager – ikke som et alternativ til USA’s intervention, men som en sideordnet demokratiinvasion. Med andre ord: et kunstprojekt, der bevæger sig fra scenen til verdensscenen.

Mens vi venter på den bog, der er under udgivelse om projektet, kan særligt interesserede møde Nielsen i hans nyeste gestalt, nemlig som en slags krydsning mellem Jesus og Osama bin Laden. Det sker på websitet www.binNielsen.com, hvor man kan se en række videooptagelser, der indgik i teaterstykket ”Parlamentet”. Teksten kan også læses, bemærk de bevidste tryk- og udtalefejl i denne lille tekst, der på sin egen sære måder forener ballademageren Michael Moore med højskolemanden Hal Koch:

”For hver dag bliver Sandhedet tydeligere. For hver dag bliver den mere og mere klar, at det vestlige verdet og ikke mindst USA, at vestets politikere, men også store dele af folken nærer et ufatteligt ligegyldighed over for demokratien. Hvordan kan I tro, at I lever i et demokratisk verdet, når halvdelet af befolkninget ikke bruger deres stemme, og når valgene kun finder sted etgang hver anden eller fjerde år? I tror, at I har demokrati, bare fordi I har ret til at sige, hvad I vil. Men demokrati er ikke rettet til at ytre sig og rettet til at stemme og rettet til at søge arbejde og leve, hvor man vil. Demokrati er at ytre sig, at stemme, at handle. Demokratien er ikke en princip, demokratien er ikke et rettighed, demokratien er et livsform.”

Jo, kulturdebattens temaer står stærkt i dette særdeles læseværdige KRITIK, meget stærkere end de utilgængelige, videnskabelige litterære artikler. Derfor er det også særdeles passende, at nummeret lukkes med Mogens Brøndsteds anmeldelse af Jørgen Knudsens store biografiske serie om Georg Brandes, som kaldes et ”hovedværk om Danmarks mest omstridte intellektuelle”.

Lige så meget som Harald Nielsen hadede Georg Brandes, lige så meget foragter Søren Krarup den kulturradikale Jørgen Knudsen. Men mens Jørgen Knudsen har fået læst og påskrevet for sine socialistiske sympatier og manglende interesse for kommunismens forbrydelser, har ingen påtalt at Søren Krarup ville slå ungdomsoprørerne ned som gale hunde. Ikke før Henning Tjørnehøj nu minder om det. Hvis kulturkampen havde mistet pusten, får den ny ilt i KRITIKs gode kombination af klassiske og nye synspunkter, og ikke mindst i lederens læresætning om at friholde politikken for privat identitetsfnidder.

KRITIK 172. 37 årgang. Redigeret af Isak Winkel Holm og Frederik Stjernfelt. 80 sider, kr. 125. Gyldendal.