Anmeldelse i Weekendavisen den 23. december 2004
Utroligt. Paul Auster har samlet almindelige amerikaneres ualmindelige historier.
Fortællinger fra frontlinien
Ideen er simpel, og resultatet er slående. Man inviterer ganske almindelige mennesker (det lyder så nedladende, men I ved hvad jeg mener) til at indsende korte, autentiske og selvoplevede historier fra de utrolige hverdage. Historierne bindes som en buket i en antologi, og vupti har man et mangetydigt, sprællevende og seismografisk folkeportræt skrevet af folket selv.
I fjor fik vi – med Weekendavisen Bøgers mellemkomst – antologien ”Gak i blækhuset”. Avisen havde opfordret læserne til at indsende korte historier fra virkelighedens verden, hvilket ikke færre end 1500 mennesker benyttede sig af. Og nu kommer et tilsvarende projekt from over there med ingen ringere end Paul Auster som ankermand. På vegne af den ikke-kommerciel public service station National Public Radio gennemførte han The National Story Project i 1999-2000. Lytterne blev inviteret til at indsende deres egne beretninger. Der kom 4000 (hvilket jo sætter Weekendavisens 1500 i relief), og hver uge sad valgte Paul Auster en historie, som han læste højt i studiet. De 179 bedste valgte han derefter ud til antologien ”Jeg troede min far var Gud”, der nu udkommer på dansk som en slags pendant til ”Gak i blækhuset”.
Det er det endeløst farverige, smukke og kontrastfyldte USA, der folder sig ud i fortællingerne med glæde og fortræd, frygt og fascination. Nogle af historierne er så utrolige, at man har svært ved at tro, at de er sande, men pyt nu med det. Tilværelsen byder jo på de mest forbløffende tilfældigheder og sammentræf, og mange af fortællerne bidrager til skæbetroen med deres beretninger. Disse menneskers oplevelser vil bekræfte mange i, at der er mere mellem himmel og jord, end noget andet sted. Det kan virke som om møder og begivenheder er forhåndsdiskonteret af en eller anden højere styrelse eller skæbne. I hvert fald mener mange amerikanere, at de er forbundet med en eller anden form for psykisk energi til deres nærmeste, også selvom de befinder sig i en anden verdensdel, eller ligefrem er døde. En kvinde kan f.eks. ikke forstå, at en hund følger efter hende på gaden, indtil hun ser den ind i øjnene, hvor hun genkender sin nyligt afdøde mands blik. Jovist, både livet og døden har mange tilbud til amerikanerne.
Det usandsynlige sammentræf er drivkræften i mange gode fortællinger. Se nu titelhistorien, ”Jeg troede min far var Gud”, der handler om en mand, der råber til sin genstridige og evig brokkende nabo, at han ville håbe han faldt død om – hvorefter manden styrter til jorden med hjerteslag. Tja, hvad skal man mene om det? Eller om historien om en dreng der af sit hjertes godhed lufter sin søsters parakit, hvorefter fuglen forsvinder op i den blå himmel. Han er utrøstelig, men hun beroliger ham med, at fuglen nok har fundet et andet godt hjem. Fyrre år senere sidder den nu voksne mand i venners lag og udveksler historier om kæledyr. En anden mand fortæller, hvordan hans familie for mange år siden fik en parakit, der kom svævende ud af den blå luft. De krydskoordinerer tidspunkter, steder m.m. og kan konstatere, at de to familier allerede havde været forbundne som børn gennem den forfløjne fugl. Og at søsteren fik ret: fuglen fandt et nyt hjem.
Fra tilfældighedernes overdrev kommer også historien om Holly Ann Heffelbower, der ved et tilfælde møder en pige ved navn Lee Ann Heflebower. Det er første gang nogensinde, hun har truffet en med samme efternavn, og skønt stavemåden ikke er identisk, udtales navnene ens. De to piger holder kontakten ved lige et par år, men glider derefter fra hinanden. Otte år efter undrer Holly sig over, at hendes nøgle ikke passer til postkassen i lejlighedskomplekset, hvor hun bor. Så opdager hun, at hun har sat nøgle i boksen ved siden af sin egen, men at navnet – næsten – er identisk. Mens hun var ude havde hun fået ny nabo, gæst selv hvem.
Paul Auster har dyppet spanden i en uudtømmelig brønd af historier. Han har valgt historierne i sit eget billede, om jeg så må sige. Ganske mange af dem kunne have stået i en af hans egne romaner, hvor man med stor beredvillighed tager det sære, det uforventede og det overraskende for gode varer. Selv kalder han disse bidrag fra rapporter fra den personlige erfarings frontlinie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne komme ud af det, hvis Paul Auster tog Klaus Rifbjergs gamle idé op, og skrev en lytteroman, hvor publikum og bidragyder smelter sammen.
I tillæg til dette gavmilde udvalg af amerikansk historiefortælling udsender Forlaget Per Kofod også en dobbelt CD med Niels Skousens indlæsning af en række af antologiens kapitler. Det sker som et led i forlagets nye og interessante satsning på lydbøger. Jeg har derfor haft den store glæde, at høre Niels Skousens lidt slæbende stemme fylde rummet med amerikansk folkelitteratur mens jeg har ryddet op, kørt på motionscykel, lavet mad, sorteret bøger, ordnet papirer, surfet på nettet og vasket badeværelse af. Og hvis jeg ikke vidste det i forvejen, opdagede jeg, at der hverken findes grænser for tilværelsens mangfoldighed og uforudsigelighed eller for menneskers behov for at fortælle. De almindelige amerikaneres ualmindelige historier beviser begge dele til fulde.
Paul Auster (udvalg og introduktion): Jeg troede min far var Gud. Oversat fra amerikansk af Rasmus Hastrup. 394 sider, 378 kr. Et udvalg af tekster fra samme titel som CD lydbog (to cd’er), indlæst af Niels Skousen, 200 kr.