Anmeldelse i Weekendavisen den 29. oktober 2004
Checkpoint. Nicholson Bakers skandaleombruste roman handler egentlige ikke om et attentat på Georg W. Bush, men om en abort på et helt land.
Retfærdighedens voodoo-hammer
Da Nicholson Bakers forlag besluttede at rykke udgivelsen af Checkpoint frem til dagen før Republikanernes partikonvent i New York i august, viste de fin sans for pr. En roman, der handler om et planlagt attentat på præsident Bush, kunne ikke ønske sig noget bedre springbræt. Men marketingsfolkene bad næsten også om at medierne skulle udskrige forfatteren til litteraturens svar på filmens Michael Moore, hvilket ikke er ubetinget heldigt for Nicholson Baker og hans roman. Checkpoint er nemlig ikke et politisk manifest, men et intenst psykologisk portræt af en nation der er ved at gå op i limningen.
Nicholson Baker har naturligvis den samme dybe animositet overfor præsident Bush og krigen i Irak, som Michael Moore. Han er drevet af samme angst, frustration og politiske magtesløshed, som har fået så mange andre kunstnere – fra Norman Mailer og Paul Auster til Bruce Springsteen og Eminem – til at skrive, synge og spille imod War on Terror og Patriot Act. Det første udkast til Checkpoint skrev han i april 2004 under indtryk af de amerikanske soldaters belejring af Fallujah i Irak. Bogens titel henviser til tragedien, hvor en irakisk familie på flugt fra krigszonen blev dræbt af de amerikanske soldater, der skulle forestille at være deres befriere, ved et checkpoint i Fallujah.
Til Newsweek har Nicholson Baker fortalt, at han for første gang i sin forfatterkarriere græd imens han skrev. ”Det var som om jeg sørgede over krigen, dumheden og de skader, vi forvolder. Der var ingen anden måde at forholde sig til det på, end gennem det mest ekstreme og mest skræmmende [altså et attentat på præsidenten, red.] for at se hvorfor nogen ville overveje det, og hvorfor det i sidste ende er forkert.”
Bemærk den sidste sætning i udtalelsen – ”hvorfor det i sidste ende er forkert”. Nicholson Baker mener jo ikke, at man kan retfærdiggøre et attentat mod præsidenten, selvom han er øverst ansvarlig for en blodig krig, som i dag fremstår som løgnagtig, ubegrundet og amoralsk. Men han har i sin roman opfundet en karakter, Jay, der mener, at det er bydende nødvendigt at likvidere præsidenten. Lidt blodsudgydelse er nødvendig for at forhindre meget blodsudgydelse. For ham er det politisk, menneskeligt og moralsk. Den danske Guantanamo-fange vil som bekendt være enig i, at de politiske ledere fra koalitionsstyrkerne er legitime mål, men Jay går endnu videre. George W. Bush er ikke blot et legitimt mål, han er et retfærdigt mål. Han siger:
”Hvis man som leder tillader, at folk bliver slået ihjel, hvis man oven i købet aktivt går ind for at slå folk ihjel, hvis man giver ordre til at slå folk ihjel – hvis man siger, værsgo, mine herrer, send flyene af sted, påbegynd bombningen, bomb dem sønder og sammen, bomb den fine gamle kulturby tilbage til stenalderen – hvis man gør det, vil man uundgåeligt ende med at skabe attentatmænd som mig. Det er selve pointen i det, jeg vil sige. Man er selv med til at fremavle den slags gale hunde, der vil flå én. Og det er dét, han har gjort”.
Nu er det svært at afhøre en romanperson om hans intentioner. Men med det store kompleks af antiterrorlovgivning, Patriot Act, holder de amerikanske myndigheder et vågent øje med alle tegn på opfordringer til terror og konspirationer imod præsidenten. På Internettets utallige weblogs om Checkpoint kan man følge med i lange korrespondancer om, hvad FBI mon agter at stille op med Nicholson Baker. Indtil videre har de mig bekendt bare ladet ham være. Alt andet ville også være en kompromittering af hans kunstneriske ytringsfrihed.
Den ydre ramme for romanen er simpel. Jay kontakter sin ven Ben, som han ikke har set i tre år. Han inviterer ham til et værelse på et hotel i Washington. Her fører de en dialog – romanen består kun af replikker og er blevet sammenlignet med Samuel Becketts Vi venter på Godot – om det forehavende, Jay afslører for sin ven: han vil myrde præsidenten, drevet til desperation af vrede over drab på uskyldige, ydmygelserne af fanger i Abu Ghraib osv. Han fortæller, at han deltog i en demonstration foran Det Hvide Hus, hvor han dybest set ikke havde noget til fælles med de mennesker, han demonstrerede sammen med. Hvis du endelig vil vide det, går jeg ikke engang ind for abort, siger han, hvortil Ben svarer: Hmm. Og så kommer en central replik fra Jay:
”Denne her krig, Ben? Den er ligesom en abort. Den er en abort, som bliver udført på et helt land. Jeg mener, på nogle punkter er jeg faktisk forbavsende konservativ, når det kommer til stykket. Men ikke desto mindre stod jeg altså dér, med den ene hånd knyttet og strakt i vejret, og råbte og skreg sammen med alle de andre, fordi vi fornemmede eller vidste, at uanset hvad vi havde eller måske ikke havde til fælles på en masse andre punkter, så var den krig som USA var i gang med mod det dér kludetæppe af et land, den krig – den havde bragt en ny form for grusomhed ind i verden. Og vi vidste at vi var nødt til at forsøge at gøre noget. Så vi gik og vi gik og vi gik, og vi råbte til vi ikke kunne mere, og så tog vi alle sammen hjem og skiftede til pyjamas eller hvad det nu er, vi sover i, og gik i seng og vågnede næste morgen, og hvad var der sket? Folk fik stadig arme og ben sprængt af – der var stadig familier, som blev slået ihjel. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig. Jeg følte mig som en klump reduceret uran.”
Senere vender Jay tilbage til emnet: ”Ved du hvad det er, der har fucket os fuldkommen op, sådan rent moralsk? Aborter. (…) Landet er så fuldkommen på røven og bliver holdt i et jerngreb af brunskjorter og gale radioprædikanter, fordi venstrefløjen i sin tid besluttede at: Okay, dette her skal være vores mærkesag. Retten til selv at vælge, hvornår man vil have børn. (…) Hvis demokraterne ikke havde været så tykpandede, havde USA ikke været i Irak (…) Man behøver ikke at være kristen ekstremist, for at se sådan på det,” siger han.
Det er vitalt for at forstå denne roman, at Nicholson Baker – nej: Jay – er enig i en af de mærkesager, som George W. Bush profilerer sig allermest på, ikke mindst i sydstaternes kristne Bibelbælte. På den måde illustrerer Checkpoint nemlig den splittelse, der for tiden slider så hårdt på USA, og Jay kommer til at repræsentere andet og mere end en venstreradikal samfundsfjende. Først og sidst er han symbolet på den dybe frustration, der griber enhver amerikaner som ikke har den samme religiøse ro i sjælen, som George W. Bush. Og så er han – hvilket er romanens finesse – lige så afsporet som den præsident, han anklager. Jay er simpelthen skør. Ikke en gal konspirationsteoretiker, men en fantast. Det fremgår når han fortæller om de våben, han har valgt til attentatet: Nogle små, fjernstyrede, flyvende, totalt lede rundsave. En kæmpe rullesten af hundred tons metal med kuglelejer. Eller nogle kugler, der selv finder frem til målet når man fyrer revolveren af. Forinden skal de blot lægges i en ”marinade” med et foto af den person, de skal finde frem til. Jay har derfor seks kugler i en dåse sammen med et foto af præsidenten, som han har downloaded fra Det Hvide Hus’ hjemmeside.
Jay kan nok så meget kalde præsidenten for en ”ikke-folkevalgt og fucking fordrukken oliemand, som sidder og mumler over sin salmebog hver morgen”. Men hans valg af våben illustrerer udmærket, hvad forfatteren ønsker at vise os: en person og en nation, der er gået fra koncepterne. For at det ikke skal være lyv, ligger Jay rent faktisk inde med både en revolver og en hammer. Hammeren vil han bruge til at slå sig vej ind i det ovale værelse. Da Ben ser hammeren, konstaterer han at det er en voodoohammer.
”Denne hammer er kendt vidt og bredt som retfærdighedens voodoo-hammer. Den skade man forvolder et billede af en hvilken som helst ondskabens tjener, vil også i virkelighedens verden ramme vedkommende,” siger han, og overtaler Jay til at banke hammeren ned i præsidentens portrætfoto, som de lægger på en pude. RØVHUL! MØGSVIN! RRRRRRRRAAAGH! Jay føler det næsten, som om han slår Bush ihjel. Men på billedet er slipset ikke engang blevet krøllet.
Nicholson Baker: Checkpoint. På dansk ved Ninna Brenøe. 128 sider, 168 kr. Tiderne Skifter.