Kommentar i Weekendavisen den 15. oktober 2004
De stuerene. Den svære prøvelse – at holde modstanderen ud – bestod Niels Krause-Kjær ikke.
Det borgerlige opgør med årtiers socialistisk, socialdemokratisk, kulturradikal vanetænkning har fejret store triumfer, men er ved at gå grassat. Det fik vi et bekymrende indblik i i lørdags, da Enhedslistens folketingskandidat Frank Aaen og journalisten og forfatteren Niels Krause-Kjær, der leder journalistuddannelsen på Syddansk Universitet, krydsede klinger i en brevveksling i Politiken. Her stod det nemlig frysende klart, at de borgerlige debattører nu er blevet deres egne værste fjender. De begynder nemlig at ligne dem, de jager.
Niels Krause-Kjær er retfærdigvis kritisk overfor Frank Aaens tid som journalist på DKPs dagblad Land og Folk. Det er fuldkommen trivielt, for hvem vil i dag forsvare partiavisen, andre end nostalgiske gammelkommunister? Vi ved udmærket godt, at avisens medarbejdere var blinde på det ene øje og ikke kunne se med det andet. De skrev ud fra en højere politisk styrelse, og deres artikler havde naturligvis intet med egentlig journalistik at gøre. Tværtimod holdt de hånden over et forbryderregime. Det har de seneste mindst ti års samfundsdebat afdækket ganske udmærket.
Problemet er derfor ikke, at Niels Krause-Kjær kritiserer Frank Aaen for fortidens synder. Naturligvis ikke. Det er helt på sin plads. Problemet er, at han savner ”et filter i vores debatkultur, som tilstrækkelig kritisk kunne vurdere blandt andre dig.” Han skriver at: ”Der må nødvendigvis ske en sortering. Ikke en sortering fra oven, som du kender så godt fra din egen fortid, men en sortering fra bunden. Fra en livskraftig og folkelig debat. Fra kollektivet, om du vil.”.
Et filter og en sortering, javel. Ganske vist skal sorteringen ikke ske ”ovenfra”, hvilken lettelse! Så slipper staten for at ansætte meningskommissærer til at passe filteret. Til gengæld kommer folket på arbejde, for vi skal nemlig sigte samfundsdebatten i vores grusharpe, så kun guldklumperne ligger tilbage. Nu må vi så bare håbe, at folket hører efter, for her kommer der ved gud da et budskab ”ovenfra”. Når man som leder af en af landets journalistuddannelser (og med en fortid som pressechef i et af regeringspartierne) forsøger at opstille kriterier for deltagelse i samfundsdebatten, er det udtryk for det højeste niveau af den ny tids politiske korrekthed.
Det gik som bekendt ad helvede til for Poul Nyrup Rasmussen, da han sagde at Dansk Folkeparti ikke var stuerent, men hvad man glemmer, er, at det skete som en kommentar til partiets oprørende forslag om at lade hele familier undgælde for sønnernes forbrydelser ved kollektiv deportation. Nu bruger Niels Krause-Kjær ikke ordet ”stueren” – han taler om filter og sortering – men hensigten er den samme. Han forsøger, ganske som Poul Nyrup Rasmussen, at presse en meningsmodstander ud af samfundsdebatten ved at så tvivl om hans moralske habitus. Og ja, kommunisterne i Sovjetunionen var nogle frygtelige forbrydere. Men det betyder ikke, at Frank Aaen skal have ringere mulighed for at gøre sig gældende i den demokratiske samfundsdebat. Det sunde samfunds adelsmærke er, at der også er taletid til fjolserne. Om de så støttede kommunisterne før Murens fald, romantiserer nazismen eller forsvarer religiøs terrorisme.
Ytringsfrihed og demokrati er to sider af samme sag. Og ytringsfrihed rimer meget skidt på filter og sortering. Derfor er det meget bekymrende, at Niels Krause-Kjær, der immervæk leder en journalistuddannelse, rent faktisk legitimerer at ”folket” og ”kollektivet” skal udskille de mennesker fra den offentlige debat, som ikke har holdt sig på den rigtige side af ”den demokratiske kridtstreg det meste af tiden og da især i sit voksenliv”. Rent bortset fra at ”folket” og ”kollektivet” er to pudsige størrelser, som sikkert klinger nostalgisk i Frank Aaens røde ører, er det absurd at efterlyse et filter og en sortering af mennesker og meninger i et åbent samfund. For mig lyder det som de autoritære staters falske omskrivninger af politisk brændemærkning og censur.
Med Niels Krause-Kjær har de borgerlige debattører i Danmark fået en fortaler, der meget vel kan gå hen og blive en bannerfører for en ny korrekthed, der hverken er funderet i humanisme eller kulturradikalisme, for nu at tage de to ismer, som de nye magthaveres ideologer nærer et utilsløret had til. Den ny korrekthed er derimod baseret på konservatisme, hvilket den ikke skal høre et ondt ord for. Problemet er, at Niels Krause-Kjær sender folket i arbejde for at sortere med grusharpen. De uvederheftige skal sorteres fra. Tilbage er så de ”anstændige” mennesker med ”integritet”. Kulturradikale humanister kan derfor ikke længere beskyldes for at monopolisere ”de rigtige meninger”. Dem gør det borgerlige gennembruds mænd krav på med en forbløffende ubekymret intolerance, der får dem til at ligne deres fjender.