Flemming Chr. Nielsen: Nytårstalen

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. december 2004

Scherfigsk. Kun ved at indføre ufrihed i dag, kan vi genskabe frihed i morgen.

Gratis sindelagskontrol til alle

”Når politik udvikler sig til fantasteri, har litteraturen bare at følge med. Det gør Flemming Chr. Nielsen”. Sådan står der på flappen på den nye roman af en af dansk presses bedre lurendrejere. Og bagsiden skovler mere kul på forventningerne med fristende ord om folk der dør, internering af samfundsnedbrydende kræfter, sandhed og politik, og sabotage af statsministerens nytårstale. Man sætter straks næsen op efter en samfundssatire af scherfigske dimensioner – og et meget langt stykke hen af vejen holder duftsporet.

Journalist og forfatter Flemming Chr. Nielsen stod for et par år siden bag en smågenial litterær aprilsnar udenfor sæsonen, da Søren Kierkegaards forlovelseshistorie pludselig blev fortalt af den forsmåede Regine Olsen selv i en tilsyneladende sensationel udgivelse af hendes dagbøger. Men han kan mere end at gøre grin med borgermusikken, bl.a. er han i gang med intet mindre end en komplet nyoversættelse af Herman Melvilles samlede værker. Og så har han altså taget en litterær genre til sig, som ellers var gået af mode: den satiriske roman.

Johnny Poulsen bliver arbejdsløs da tæppefabrikken i Skjern flytter produktionen til Asien. Som offer for globaliseringen flytter han til København for at drive slægtsforskning i Rigsarkivet. Han vil vide, hvorfor han er så sortsmudsket at han bliver nødt til at barbere sig tre gange om dagen. Samtidig følger vi statsministeren, oppositionslederen og en politiker ved navn Søren Hasselberg, der skriver kronikker om hvad som helst. Midt i det hele begynder folk at dø og der går rygter om forberedelse til terroranslag mod landet. Hvad er Johnnys rolle i det her? Hvad dør han selv af? Har terrorister forgiftet kirkens oblater? Hvad nu?

Inden jeg refererer mere, må jeg hellere skynde mig at sige, at dette ikke bare er en satire, det er også en farce. Vi er i nutidens Danmark, måske med et anstrøg af fremtid. Her er et forsøgstilbud om gratis sindelagskontrol for at forebygge psykisk ustabilitet hos borgerne blevet en stor succes, ganske som mammografi af kvinder. I indkøbscentrene har man løst problemet med indvandrere, der samler sig i grupper og forstyrrer den smidige afvikling af trafikken: Regering og opposition har i fællesskab fundet på at spille kirkemusik, f.eks. gregorianske koraler, som skræmmer de ikke-kristne indvandrere væk. Og problemet med rockere i fængslerne har man løst ved at sende dem ud af landet som supplement til Danmarks fredsbevarende styrker.

Navnene på ministerier og styrelser er forvansket på den skønneste måde (ordføreren for international retfærdighed, ministeren for kristendom og afvigende trosretninger osv.), ligesom byens geografi viser en lille smule forskudt fra virkeligheden. Det er præcist doseret, så intet skal tages for pålydende, men alt kan genkendes som en refleksion i et troldspejl. Vi befinder os f.eks. i en tid, hvor det er helt normalt – men ikke noget man taler åbent om – at politikere bruger parykker når de viser sig offentligt. Mere odiøst er det nu, at oppositionslederen går ind for registrerede partnerskaber, men hvorfor i grunden kun med en person af eget køn? Kunne ordningen ikke udvides til også at omfatte kæledyr (oppositionslederen er usædvanlig glad for sin hund, der hedder Gitte)? Det drøfter han bl.a. med en fup-psykiater, der mistænkes for at være sleeping agent for diktaturkredsene i Ukraine og antidemokraterne i det østlige Georgien.

Denne psykiater bliver senere interneret i den tæppefabrik, hvor Johnny Poulsen tidligere arbejdede. Her samler man nu de samfundsnedbrydende kræfter. Han spørger en af de andre internerede, hvem der ellers er i lejren. Svaret lyder: ”En liberal journalist, der ikke forstod, at kun ved at indføre ufriheden i dag kan man genskabe friheden i morgen. Og en socialdemokratisk tillidsmand, der ikke forstod, at kun ved at afskaffe ligheden i dag kan man genskabe ligheden i morgen. Og en konservativ embedsmand, der ikke forstod, at kun ved at afskaffe loven i dag, kan man genskabe loven i morgen. Herren bevare din udgang og din indgang.”

Ideen med interneringslejren opstår i en kronik som Søren Hasselberg skriver – men hvorfor er hans retorik i grunden så lig statsministerens? De skriver begge om ”noget for noget” og ”en fast hånd”, om at ”vi gjorde rigtige” og ”se foråret i øjnene”. Her er vist ugler i mosen. Naturligvis gemmer parykkerne på et par overraskelser, herunder et par stykker som jeg ikke rigtig kunne forstå. Men pyt nu med det. Meget, meget langt hen ad vejen er Flemming Chr. Nielsens roman en bidende, vellykket politisk satire i bedste Scherfig-stil.

Paranoiaen er i top, figurerne er pyntet godt med grotesker og finalen er skøn: statsministerens nøje indstuderede nytårstale bliver nemlig saboteret af nogen – hvem? – der bemægtiger sig hans teleprompter.
Ja, det hele går op til sidst. Ganske som i politimandens krydsogtværs: Frugt bliver til gulerod og kulturradikal er irritabel. Vi kikker opmærksomt med, når Nytårstalen går over skærmen på lørdag. Men den handler nu nok kun om den skinbarlige virkelige kedelighed. Og demokrati. Og frihed. Og frisind. Men ikke om satire.

Flemming Chr. Nielsen: Nytårstalen, 159 sider, 198 kr. Hovedland.