Asyl. At omskære kønsdele er kultur. Ikke at omskære kønsdele er civilisation. siger den flamske forfatter Dimitri Verhulst.
Fluernes herre
I romanens sidste sætning lander en flue på fortællerens hoved. Det sker bedst som en fotograf skal til at tage et portræt af ham. Der lyder et klik. Så slutter romanen. Den flue vender vi tilbage til.
Den flamske journalist Dimitri Verhulst bosatte sig i 2001 på et belgisk asylcenter blandt et tilfældigt udvalg af verdens sørgeligste og mest udsigtsløse skæbner. I en uges tid levede han side om side med asylsøgerne for at skildre deres hverdag og historier i tidsskriftet Deus ex Machina, der beskæftiger sig med litterære og politiske emner. Men da artiklen var skrevet og ude af verden, blev stoffet ved med at spøge. Derfor har vi nu fået den forstemmende og fascinerende lille roman ”Hotel Problemski”, der viser ind bag facaden på mure og mennesker.
Romanens fortæller hedder Bipul Masli. Han er på flugt fra sit hjemland Flutopia, der – som navnet antyder – er et fiktivt, prototypisk land, hvor forfølgelse og undertrykkelse er dagens orden. Nu bor han på det belgiske asylcenter, hvor han er i samme båd som asylsøgere fra resten af verden. Ventetiden snegler sig af sted i dette desperate ingenmandsland mellem håb og frygt.
”Stilhed. Min evne til at tænke er sporløst forsvundet,” noterer Bipul Masli. ”Jeg vil så gerne forstå, hvorfor Maqsood har så meget imod alle dem, der er flygtet fra Østblokken. Efter hans mening har de ikke ret til denne odyssé. Han mener, at de føler sig berettiget til at pakke deres kufferter og betragte deres liv som mindreværdige, bare fordi de bor i et hul, som savner en filial af en hamburgerkæde.
”Bekvemmelighedsflygtninge” er et skældsord her, fordi det ikke er en anerkendt universal menneskeret at forbedre sin livskvalitet med to knastørre stykker brød om dagen. Om dette siger Geneve konventionen: man må gerne dø af sult, men ikke af kugler. Det sidste er nemlig beskæmmende for demokratiet.”
Denne lille passage rammer hovedet på sømmet. Sagen er nemlig, at asylsystemet ikke blev skabt for at hjælpe de fattige, men de forfulgte. På centeret håber hver eneste beboer, at myndighederne vil se i nåde til netop hans eller hendes ansøgning, om det så sker på bekostning af en af de andre, for selvom der er en vis solidaritet og medfølelse, er enhver sig selv nærmest. Asylsøgerne har nemlig også deres egen hakkeorden, som de internationale konventioner har skabt. Er man ved at dø af sult derhjemme i verdens mest ynkelige land, skal man ikke regne med at kunne få opholdstilladelse. Hvis man derimod har maven fuld af mad samtidig med at man får krænket sine menneskerettigheder eller bor i nærheden af en krig, kan man håbe på et nyt liv med beskyttelse som flygtning.
Journalisten og forfatteren Dimitri Verhulst er født i 1972 i Aalst i Belgien. Han har skrevet en novellesamling, en digtsamling og en roman om fodbold udover denne dokumentariske roman. ”Hotel Problemski” er skrevet med dyb sympati for asylsøgerne, men uden sentimentalitet. Faktisk er den så rå og bramfri, at man af og til må snappe efter vejret. Jeg spørger mig selv, hvad Belgiens muslimer må tænke, hvis de læser denne skildring af en (sandsynligvis) somalisk kvinde – og hvad forfatteren mod selv har tænkt efter mordet på Theo van Gogh i nabolandet Holland:
”Asia fra blok 4 vrikker drillende med sin enorme bagdel og synger, mens hun skrubber toiletterne. Den røv og de sange… for fanden, mand. Vi har rådet hende til at øve sig på at se lidt mere trist ud, når hun skal overbevise folk i Bruxelles om, at hendes kønsdele er klippet i stumper og stykker, og at hun har stormet Fort Europa i håb om, at hendes døtre ikke behøver at opleve det samme. At omskære kønsdele er kultur. Ikke at omskære kønsdele er civilisation. Mennesket er et kulturelskende pattedyr. Asia har allerede fået to afslag. Hun har ét liv til, og så bliver hun sat på flyveren igen. Vi rejser ud for at lære.”
Her udstilles både den kvindeundertrykkende tradition og det rigoristiske asylsystem, mens asylsøgerne selv – de mest udsatte mennesker, der ikke har indflydelse på deres eget liv og fremtiden – beskrives med en tragikomisk nøgternhed. Efter to afslag og med et tredje hængende over hovedet: Vi rejser ud for at lære. Som om det var en dannelsesrejse eller fjumreårets obligatoriske tur til det store udland for de velbjærgede vesterlændinge.
Romanen er usentimental, ja. Det mærker man helt ud i titlen. ”Hotel Problemski” stammer fra de optegnelser, som en af beboerne gør under overskriften ”The Lovely Planet’s Guide to Problemski Hotel”, den ultimative rejsefører til livet i asylcenteret. Her kan man bl.a. læse, om hvilke kvadratmetre på asylcenteret, der har flest soltimer.
Men naturligvis er romanen også fuld af hjerteskærende historier. Og den værste er ikke engang den om kvinden, der beder de andre asylsøgere om hjælp til at dræbe sit nyfødte barn som en barmhjertighedshandling. Den mest uforglemmelige skæbne er drengen Stipe. Han bor på asylcenteret og følger undervisningen i den lokale skole, hvor han ikke fatter et pluk. Men han kan gøre sig gældende på fodboldbanen, og i skolefinalen scorer han det afgørende mål:
”Drengene havde båret ham rundt på deres skuldre. Og bagefter, bagefter fejrede de hans fødselsdag på belgisk manér. Jeg kender ikke så meget til de belgiske traditioner, men Stipe fortalte mig om det: alle får lov til at skrive et fødselsdagsønske på ens krop med en tyk tusch. Når de har skrevet deres ønsker, stiller de sig i rundkreds omkring én og klapper i hænderne. Hele hans mave og ryg var fyldt med ønsker. Om jeg ville se dem?
Stipe løftede stolt sin trøje, og jeg læste: ”Dit sorte svin, tag hjem, hvor du kommer fra.”
”Og? Og? Hvad står der?” spurgte han. ”Vil du ikke nok oversætte det for mig?”
”Stipe, verdensmester i fodbold!” sagde jeg, og hans smil blev endnu større. Han havde aldrig oplevet sådan en dejlig fødselsdag. Længe leve ham.”
Asyl er et gammel græsk ord, der betyder ukrænkelighed. Når vi giver asyl, veksler vi krænkelsen af et menneske med en ny frihed. Det siger sig selv, at det kun kan gøres uhyre selektivt. I sidste uge blev integrationsministeriet kritiseret for at omstøde afslag til positive svar, hvis medierne begynder at gå i brechen for asylsøgere i enkelte sager. Bertel Haarder forsvarede sig med, at skriverierne ikke skyldtes frygt for dårlig presse, men fordi omtalen gjorde det usikkert for folk at vende hjem, fordi de nu kom i søgelyset hos hjemlandets myndigheder. Jamen, så havde de vil også brug for beskyttelse fra begyndelsen, kan man spørge.
Det er vel efterhånden 20 år siden, at journalisten Martin Breum – der nu er studievært på DR2’s Deadline – gjorde et markant scoop i magasinet Press med sin Günter Wallraff agtige reportage som undercover asylsøger i Kastrup Lufthavn. Dimitri Verhulst har på samme måde levet sig ind i asylsøgernes vanskeligheder. Med sin vigtige og velskrevne roman, der veksler mellem kulde og varme som livet selv, stiller han de pågående spørgsmål: Hvem er det menneskelige vraggods, der skyller op på vores kyster fra hærgede og udpinte krigszoner for at søge beskyttelse her? Og hvad rager de egentlig os?
Det sidste spørgsmål er uhyre nærværende i Bipul Maslis eget liv. Han havde engang en professionel karriere som fotograf, og romanen åbner med et tilbageblik til Hargesia i Somaliland, hvor krigen hærgede side om side med hungersnøden i 1984. Bipul Masli har en lille dreng i søgeren. Barnet er ganske få timer fra sin død, og fotografen kan intet stille op. Det er meningsløst at forsøge at redde han, for hvad med den næste og den næste og den næste? Det eneste han kan gøre, er at tage et billede. Som en grib sidder han og våger over det døende barn for at fange det bedste motiv i det rette øjeblik. Det eneste han mangler for at gøre motivet perfekt, er at en flue sætter sig i barnets øjenkrog.
Flere år efter sidder Bipul Masli selv som asylsøger på en flamsk forlægning. En dag kommer en fotograf på besøg for at tage billeder af beboerne. Alt der bryder hverdagens rutiner er velkomment, og Bipul Masli lader sig gerne fotografere. Den flue, han savnede i Hargesia, lander nu på hans eget hoved, hvor den skider idet fotografen trykker på udløseren. På romanens helt farveløse omslag ser vi ingen mennesker. Kun en flue.
Dimitri Verhulst: Hotel Problemski. Oversat fra nederlandsk af Nina Malinovski og Ludo Leroy. 154 sider, 229 kr. Forlaget Ries.